Nu kan du få fremstillet indlæg via en app og en smartphone

Personaliserede skoindlæg ser ud til at blive et af de næste store markeder for 3D print. Vi har tidligere beskrevet, hvordan flere forskellige skofirmaer (især sportsfodtøj) har gang i forskellige projekter, der skal gøre personaliserede skoindlæg til noget for alle. Det skal ikke længere kun være noget man får lavet for at forebygge eller kompensere for forskellige skavanker. Indlæggene skal give os sko, hvor den indvendige pasform er helt individuel og baseret på scanninger af vores fødder og i nogle tilfælde videooptagelser af bevægemønster. Og resultatet bliver bedre komfort og en bedre sundhedstilstand for vores fødder.

En app til Android og iPhone kan med tre billeder danne grundlag for et personligt skoindlæg.

Fælles for alle de hidtil beskrevne metoder er, at kunden skal møde op hos skohandleren eller bandagisten. Her vil de med 2D og 3D-scannere kunne foretage forskellige målinger, der kan danne grundlag for fremstilling af individuelle indlægssåler. Efterfølgende kan der så printes indlægssåler ud. Indlægssåler der kan være sammensat af forskellige materialer og qua dette, samt det forhold at man kan printe forskellige strukturer, kan have forskellig blødhed/affjedring forskellige steder i sålen afhængig af brugerens behov.

Den praksis med, at man skal møde op for at få scannet og analyseret sine fødder, ser det nu ud til, at det indiske firma Shapecrunch vil rokke ved. De har udviklet en gratis app til Android og iPhone, der med kun tre billeder af brugernes fod, biometriske data (højde og vægt) samt eventuelt en recept eller problembeskrivelse kan danne et billede til fremstilling af et 3D printet indlæg. Processen med at tage billederne og uploade dem tager ca. syv minutter oplyser Shapecrunch på deres hjemmeside.

Shapecrunch begyndte at sælge deres løsning i begyndelsen af ​​2017 og oplyser, at de på nuværende tidspunkt har solgt indlæg til mere end 2500 kunder.
Shapecrunch operere primært i Indien, Singapore og Malaysia men er på vej ind på det amerikanske marked og løsningen kan faktisk anvendes uanset hvor i verden man er. De har en app tilgængelig til både Android og iPhone som kan downloades gratis. Når billeder og biometriske data er indsamlet kan de fremsendes til Shapecrunch, der har et ortopædisk team siddende til at analysere og bearbejde data forud for fremstillingen af indlægget. Prisen for et indlæg er ifølge deres hjemmeside på 3.500 Indiske Rupee, hvilket svare nogenlunde til 320 DKK.

Shapecrunch bruger et fleksibelt materiale til at printe de tilpassede indlægssåler. Termoplastisk polyurethan (TPU) er en klasse af polyurethanplast med mange egenskaber, herunder elasticitet, transperans og modstandsdygtighed mod olie, fedt og slid. Det øverste lag er lavet af PORON, et åndbart, stødabsorberende materiale, der dækker fod og har anti-mikrobielle egenskaber for at holde fødderne friske og sunde.

Publicerat av: 

Del artiklen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *